Page 10 - Akkorden sept.17
P. 10

John Godtfredsen Musik   -   50 års jubilæum




      Torsdag, den 3. august kunne John Godtfredsen fejre et usædvanligt jubilæum. Da var det 50
      år siden han startede sin første musikforretning i Ringe.

      John var vist blevet smittet med musik-bacillen, da han arbejdede hos Hagstrøm Musik på
      Dalumvej i Odense. Det var allerede den gang, han blev forelsket i harmonikaen, som stadig
      er hans favorit-instrument.

      Han startede i et beskedent lokale nær jernbanen i Ringe, og for at få de økonomiske ender til
      at nå sammen, måtte han, ved siden af pasningen af forretningen, ud med harmonikaen for at
      underholde ved alle slags arrangementer.

      Der gik dog ikke mange år, før den første forretning var for lille, og han gik i gang med at
      bygge en ny og meget større forretning i den anden ende af byen. Det er her, han residerer i
      dag. Han har stor hjælp i det daglige af fruen, Jonna Godtfredsen.

      John har haft et rigt musikliv. Han har spillet i mange sammenhænge, og han var rigtig meget
      inde over, da man afviklede harmonikafestivaler i Ringe. Mest kendt har hans arbejde i
      John Godtfredsens Trio med Erik Kaare og Eggert Pedersen nok været. Der ligger adskillige
      CD’er, indspillet gennem årene, i butikken i Ringe.

      Man kunne sagtens fylde et helt blad med anekdoter fra John’s musikliv.

      På jubilæumsdagen var der over 200 gæster, som alle gerne ville være med til at fejre den
      store dag. John havde bedt om, at eventuelle gaver gerne måtte gives til giro413, og der blev
      indsamlet over 30.000 kr til det gode formål.

      En særlig overraskelse var, at dronningen (i skikkelse af Jan Schou) dukkede op i åben sportsvogn.
      Hun holdt en glimrende tale for jubilaren.

      For os gæster var det rigtig hyggeligt, og vi fik talt med en masse andre musikere, der også
      havde nydt godt af den fine service fra John gennem årene.
















                         Johns mange gæster står og venter på “dronningen”
    10
   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15